Projekt-Barn!

Jeg er i fuld gang med at få et barn.

Min Farmor ville nok få kaffen galt i halsen, og mine veninder ville nok synes, at jeg liiige skulle tænke mig om en ekstra gang, når det tages med i historien, at jeg er 22 år, single, bor i en 2 værelses lejlighed i København, og stort set først lige er gået i gang med min uddannelse.
Så hvordan hænger det hele lige sammen?

I starten af maj 2012 har jeg gået på Sygeplejerskeskolen i et par måneder. Gennem et stykke tid har jeg haft ret ondt i maven, haft kvalme, og følt mig utilpas. Det har været forbigående og egentligt stået på gennem halvandet års tid, hvor det har været tiltagende, men når jeg har talt med min læge om det "har der jo ikke været noget lige pt..", så jeg er aldrig blevet undersøgt korrekt, heller ikke selvom jeg har bedt om af på taget en blodprøve for hvad jeg havde på fornemmelse af, der var galt.

 

Da jeg en dag til undervisning får det utroligt dårligt, vælger jeg at få fat i en af mine undervisere, da de alle er uddannede sygeplejersker. De hører mine symptomer, og sender mig til lægen med den besked, at hvis hun ikke vil kigge på mig der, så skal jeg tage på skadestuen og fortælle, at de sygeplejersker der har kigget på mig, mener, det kan være blindtarmsbetændelse. 

Jeg kommer til lægen, der kigger på mig, trykker mig lidt på maven, og konstaterer, at det i hvertfald ikke er blindtarmsbetændelse, men hun vil gerne have, at jeg bliver undersøgt af en specialist, så jeg får en henvisning til en gynækolog. Det skal siges, at jeg på dette tidspunkt har skiftet læge, og det er første gang, jeg er deroppe, så jeg er positivt overrasket over at hun sender mig videre, modsat min gamle læge. 

 

En lille uges tid efter skal jeg så til undersøgelse. Min - fantastiske - veninde kører mig derud, og på vej i bilen siger jeg, at jeg er utroligt nervøs for at have PCO, da det er det, mine symptomer tyder på, og det altid er "mig, sådan noget sker for!".. Hun siger selvfølgelig, at det ville være SÅ usandsynligt, at det skulle være det, og at det nok er ingenting, og hvad man nu kan sige, for at berolige. 

 

20 minutter efter sidder jeg på en trappesten og græder.. Lægen har sagt, at det med meget stor sandsynlighed er PCO - polycystiske ovarier - og jeg skal få taget blodprøver hurtigst muligt. 

 

Jeg har nogle forfærdelige uger, hvor tankerne flyver rundt, og jeg er ret sortseende. Og da jeg får dommen fra lægen - definitivt PCO - styrter min verden lidt i grus. 

Det kan virke utroligt underligt - for hvad i alverden er det her PCO, og hvorfor betyder det så meget for mig? Men skåret helt ind til benet, så betyder det, at jeg vil have utroligt svært ved at få børn - og er der noget, jeg gerne vil i det her liv, så er det at få en kæmpe børneflok, hvor der skal bages boller, leges skjul, males i ansigtet, synges godnatsange, og gives utroligt meget kærlighed. 

 

Min læge spurgte mig, om jeg ville have børn indenfor de næste 10(!) år. Og da jeg sagde, at det kunne jeg godt forestille mig, sagde han, at så skulle jeg i behandling med det samme, hvis der skulle være en chance for det. 

 

Så jeg er nu startet på KISS-kosten, der bl.a. betyder et stort farvelkys til ris, pasta, mel, kartofler, sukker og alkohol. Og det er hårdt, rigtig hårdt! Men det er okay - for jeg er i fuld gang med at få min kæmpe børneflok; Projekt-barn er sat i gang! 

 

Og jeg glæder mig til at dele mine opskrifter, op- og nedture, og småtanker med jer!