UNDSKYLD! Og velkommen tilbage ❤️
Engang blev der stille. Engang troede jeg, det hele var forbi...
På den gode måde. Men det skulle vise sig at være snyd....
Først - UNDSKYLD! I var mange, der fulgte med, og det var ikke okay, at jeg afbrød min blog uden nærmere forklaring. Den kommer nu - en del år efter.
Jeg tænker faktisk, at jeg vil sætte mig, og skrive lidt nærmere om det på et andet tidspunkt, for lige nu er det noget andet, der optager mig.
Men i den ultimative korte version: Jeg blev erklæret nærmest rask. Jeg fik en second opinion fra en anden læge, fik at vide, at jeg ikke fejlede noget specielt, og at jeg skulle skynde mig ud og købe en is, og nyde livet os sommeren.
Jeg var lykkelig. Og rasende. Og ville aldrig mere bruge tid eller energi på sådan noget latterligt tarveligt noget, som ham "scammer-doktoren" havde påduttet mig. Hvor var han bare tarvelig!!!
Jeg kunne faktisk ikke rigtig rumme det. Jeg følte mig meget forurettet, snydt og narret. Og så lukkede jeg ned. Sådan kan jeg godt være. Sådan er jeg nok.
Der er sket meget på de 6 år, bloggen har ligget på hylden. Og nu skal jeg finde den frem igen, puste støvet af, og starte forfra. Eller - det SKAL jeg selvfølgelig ikke, men det vælger jeg.
Jeg har brug for et rum, hvor jeg kan skrive. Hvor vi måske kan dele tanker og følelser.
Jeg er blevet færdig på mit studie. Har haft flere arbejdsperioder, afbrudt af orlov og sygemelding. Jeg har fået en bedre telefon med bedre kamera, som man kommer til at se mere fra ;)
Jeg bor stadig i den lille lejlighed i København - men pladsen har jeg ikke længere for mig selv. Der er nemlig kommet et navn mere på postkassen; jeg har fået en kæreste.
Derfor er det også anderledes, denne her gang. Og det er her, det virkelig gør ondt, og hvor jeg nu sidder med min kop kaffe, og har skulle tørre lidt tåre væk.
Sidste sommer blev jeg akut indlagt; en mulig blodprop i hjernen, blå blink og hvad der ellers hører med. Det var dog heldigvis ikke så dramatisk i sidste ende.
Der er dog disponerende faktorer i min familie for blodpropper, og derfor blev det besluttet, at jeg ikke længere skulle have min p-ring, da den øger risikoen for blodpropper.
Jeg har siden haft lidt smerter i maven on/off, har været enormt oppustet (min søde kæreste siger, det ikke er rigtigt, men jeg ed, han lyver!), haft tiltagende humørsvingninger, og længere og længere cyklus.
Siden december har jeg så været i et forløb hos en gynækolog, og i maj, da jeg rundede en aktuel cyklusperiode på 85 dage, fik jeg diagnosen; PCOS. Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Med alle de "syndromer", man kunne tænke sig. Øv. [Alle mulige grimme ukvemsord og fy'for'pyffer for ØV!].
Jeg var lidt i en tom tilstand efterfølgende. Fordi... Jeg skulle jo ikke have det, det havde jeg fået at vide. Men nu har jeg det. Igen. Eller - stadigvæk?
Det er en pærevælling i mit hoved, synes jeg - og jeg er ked af det.
VI er kede af det. Lægen har allerede kastet medicinstart og fertilitetsbehandling på bordet - og nu skal jeg så igennem hele følelsesmøllen igen. Denne gang er det bare som sagt anderledes - for nu er vi to personer i det. To, som havde en fælles drøm, hvor der nu er stoppet en kæp i hjulet.
Dette var den halvlange "tadaa, jeg er tilbage" besked. Jeg vil tage de enkelte dele i hele denne pærevælling af tanker op i seperate indlæg, men indtil da, tak <3 fordi I har læst med her!
Skulle nogle af jer gamle følgere have lyst til at dele, hvordan det er gået, siden vores veje sidst krydsede her på bloggen, så post endelig en besked herunder!
Indtil næste gang - pas godt på jer selv <3
På den gode måde. Men det skulle vise sig at være snyd....
Først - UNDSKYLD! I var mange, der fulgte med, og det var ikke okay, at jeg afbrød min blog uden nærmere forklaring. Den kommer nu - en del år efter.
Jeg tænker faktisk, at jeg vil sætte mig, og skrive lidt nærmere om det på et andet tidspunkt, for lige nu er det noget andet, der optager mig.
Men i den ultimative korte version: Jeg blev erklæret nærmest rask. Jeg fik en second opinion fra en anden læge, fik at vide, at jeg ikke fejlede noget specielt, og at jeg skulle skynde mig ud og købe en is, og nyde livet os sommeren.
Jeg var lykkelig. Og rasende. Og ville aldrig mere bruge tid eller energi på sådan noget latterligt tarveligt noget, som ham "scammer-doktoren" havde påduttet mig. Hvor var han bare tarvelig!!!
Jeg kunne faktisk ikke rigtig rumme det. Jeg følte mig meget forurettet, snydt og narret. Og så lukkede jeg ned. Sådan kan jeg godt være. Sådan er jeg nok.
Der er sket meget på de 6 år, bloggen har ligget på hylden. Og nu skal jeg finde den frem igen, puste støvet af, og starte forfra. Eller - det SKAL jeg selvfølgelig ikke, men det vælger jeg.
Jeg har brug for et rum, hvor jeg kan skrive. Hvor vi måske kan dele tanker og følelser.
Jeg er blevet færdig på mit studie. Har haft flere arbejdsperioder, afbrudt af orlov og sygemelding. Jeg har fået en bedre telefon med bedre kamera, som man kommer til at se mere fra ;)
Jeg bor stadig i den lille lejlighed i København - men pladsen har jeg ikke længere for mig selv. Der er nemlig kommet et navn mere på postkassen; jeg har fået en kæreste.
Derfor er det også anderledes, denne her gang. Og det er her, det virkelig gør ondt, og hvor jeg nu sidder med min kop kaffe, og har skulle tørre lidt tåre væk.
Sidste sommer blev jeg akut indlagt; en mulig blodprop i hjernen, blå blink og hvad der ellers hører med. Det var dog heldigvis ikke så dramatisk i sidste ende.
Der er dog disponerende faktorer i min familie for blodpropper, og derfor blev det besluttet, at jeg ikke længere skulle have min p-ring, da den øger risikoen for blodpropper.
Jeg har siden haft lidt smerter i maven on/off, har været enormt oppustet (min søde kæreste siger, det ikke er rigtigt, men jeg ed, han lyver!), haft tiltagende humørsvingninger, og længere og længere cyklus.
Siden december har jeg så været i et forløb hos en gynækolog, og i maj, da jeg rundede en aktuel cyklusperiode på 85 dage, fik jeg diagnosen; PCOS. Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Med alle de "syndromer", man kunne tænke sig. Øv. [Alle mulige grimme ukvemsord og fy'for'pyffer for ØV!].
Jeg var lidt i en tom tilstand efterfølgende. Fordi... Jeg skulle jo ikke have det, det havde jeg fået at vide. Men nu har jeg det. Igen. Eller - stadigvæk?
Det er en pærevælling i mit hoved, synes jeg - og jeg er ked af det.
VI er kede af det. Lægen har allerede kastet medicinstart og fertilitetsbehandling på bordet - og nu skal jeg så igennem hele følelsesmøllen igen. Denne gang er det bare som sagt anderledes - for nu er vi to personer i det. To, som havde en fælles drøm, hvor der nu er stoppet en kæp i hjulet.
Dette var den halvlange "tadaa, jeg er tilbage" besked. Jeg vil tage de enkelte dele i hele denne pærevælling af tanker op i seperate indlæg, men indtil da, tak <3 fordi I har læst med her!
Skulle nogle af jer gamle følgere have lyst til at dele, hvordan det er gået, siden vores veje sidst krydsede her på bloggen, så post endelig en besked herunder!
Indtil næste gang - pas godt på jer selv <3
Kommentarer
Send en kommentar